fbpx

Flames Ligaen

Copenhagen Flames introducerer klubbens seneste tiltag i undervisningsafdelingen – Flames Ligaen. Læs mere om ligaen og Flames’ Fortnite-undervisning herunder.

I Flames Ligaen dyster klubbens Fortnite-elever om at blive kåret som Flames’ bedste juniorspiller. I ligaen kan de bedst præsterende spillere vinde fedt gear og personlige træningssessions med vores cheftræner Mikkel ‘KrigsMikkel’ Rasmussen. Vigtigst af alt får eleverne erfaringer med at spille kampe og at konkurrere mod hinanden. Eleverne får altså et indblik i, hvordan det er at træne og spille turnering i Fortnite, hvor tilgangen er den samme, som når vi træner vores professionelle Fortnite-spillere.

Vi er inspireret af traditionelle sportsgrene, hvor spillerne træner op til weekendens kampe. På samme vis byder Flames Ligaen på én ugentligt kampdag, hvor eleverne konkurrerer mod holdkammeraterne i et Solo Arena-kampformat. 

Flames Ligaen er en lukket liga, hvor det kun er spillere, som går til Fortnite-undervisning hos Flames, der kan deltage. Desuden er det på nuværende tidspunkt kun elever på vores højeste niveauer, der kan deltage i ligaen. Eleverne kan via Flames Ligaen få erfaringer med at dyste i en professionel og seriøs liga – på samme vis som hvis de skulle deltage i turneringer som Cash Cups og FNCS i Fortnite.

Tiltaget med Flames Ligaen er endnu et led i klubbens talentprogram, der har til formål at udvikle og forme fremtidens esportstalenter. Ligaen giver eleverne mulighed for at træne og spille seriøst i en lukket liga, hvor de konkurrerer inden for nogle trygge rammer mod deres holdkammerater. Konkurrenceelementet er en af vores kerneværdier, da ligaen åbner op for, at den enkelte elev kan udvikle sig som spiller og som person. 

Dertil får spillerne også en fornemmelse af, hvordan det er at skulle performe, mens andre følger med, da vi har planer om at livestreame de ugentlige kampe på vores egen Twitch-kanal, FlamesTV.

Vores Fortnite-undervisning er for alle børn – på tværs af niveau, evner og ambitioner

Vores undervisning er inddelt i flere niveauer, hvor elever med forskellige styrker, kompetencer og ambitioner kan deltage med andre ligesindede børn. Med tiden rykker eleverne op i niveau, som de viser udvikling og fremgang som spillere. Vi bryster os derfor ved at have første-, andet- og tredjehold, hvor der er plads til alle elever med forskellige ambitioner, færdigheder og drømme for deres spil.

Undervisning styrker elevernes færdigheder og kompetencer i og uden for spillet

Hver uge gennemgår vores Fortnite-elever et nyt tema i deres undervisning. Det er emner som aiming, kommunikation, editing & building, teamwork m.m. Formålet med en temabaseret træning er at forbedre og udvikle klubbens spillere på de parametre, som en god spiller skal mestre i Fortnite. Samtidig er undervisningen med til, at de udvikler kompetencer, eleverne kan tage med sig ud i “det virkelig liv” i skolen, derhjemme og til andre fritidsinteresser.

Dertil giver vi dem også et indblik i relevante emner inden for sundhed. Herved lærer de også om, hvorfor man som esportsudøver bør tænke over kost, motion, søvn etc., når man gerne vil præstere som spiller.

Jesper Aggergaard, chef for undervisningen, fortæller:

“Hos Copenhagen Flames har vi fokus på, at alle vores elever skal have det sjovt, men at de også har følelsen af, at de konstant bliver bedre til Fortnite. Vi ønsker samtidig, at forældrene føler, deres barn går til esport i et trygt miljø, hvor vi tager hånd om den enkelte elev. Selvom vi har et stort fokus på den enkelte elevs udvikling, er det vigtigste for os, at spillerne føler sig tilpas på holdet og i fællesskabet.

Vi har opdelt undervisningen i 3 niveauer, da vi gerne vil have, der skal være plads til alle børn – for alle er lige i esport. De lavere niveauer er som udgangspunkt for elever, der spiller for at have det sjovt og for at få nye venner. De højere niveauer er derimod for dem, der brænder for esport og for at udvikle sig som spiller. Alle skal have en succesoplevelse ud af at gå til Fortnite hos os. Hvad end det omhandler sociale relationer, at forbedre sine færdigheder i spillet eller dyrke sin interesse for Fortnite og gaming”.

Jesper tilføjer om Flames Ligaen:

“Vi er af den overbevisning, at Flames Ligaen bliver en ‘gamechanger’ for vores elever på vores højeste niveauer, da de kan bruge ligaen til at vise deres personlige udvikling og evner frem. Som klub får vi samtidig mulighed for at udpege de dygtigste og mest talentfulde elever, som måske har potentiale for at blive vores næste Academy-spiller. 

Vores Academy-spiller Tjino startede selv som elev på vores undervisning sidste år. Han viste et kæmpe potentiale på sit hold, og det var nok til, at vi et halvt år efter tog chancen og rykkede ham op på Academy ved at tilbyde ham en spillerkontrakt. Forhåbentligt finder vi den næste Tjino via Flames Ligaen”.

6-ugers online introforløb for nye elever

Går dit barn ikke til Fortnite hos os, men lyder Flames’ undervisning som en mulig fritidsinteresse for dit barn? 

Så tilmeld dit barn vores næste online introforløb – vi starter nye introhold op til november!

Vi vil gerne give nye elever en ordentlig introduktion til vores undervisning og til klubbens filosofi om, hvordan man går til esport hos Flames. Derfor tilbyder vi fra starten af november et online 6-ugers introforløb til alle nye elever. Hermed sikrer vi os, at alle fra første dag får et indblik i klubbens værdier samt vores tilgang til undervisningen. Det giver også eleverne en lettere overgang, når de efter introforløbet starter på et af vores undervisningshold på dét niveau, som passer til den enkelte elev. 

For at deltage i Flames Ligaen skal man være indmeldt i klubben. 
Tilmeld dit barn nu, og få 6-ugers introforløb til kun 300 DKK!